Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders
LUDVIGSBAKKE
AF
Herman Bang
I TAKNEMMELIG ERINDRING
OM
EMIL BJERRING
"Men jeg synes undertiden, det er, som det var en anden, der lagdeTallene sammen."
EN HIDTIL UTRYKT FORTALE
[Det havde oprindelig været Herman Bangs Hensigt at tilegne Ludvigsbakketil de Sygeplejersker, der havde været gode og kærlige imod ham under etsørgeligt og pinagtigt Hospitalsophold. Men saa døde netop hans trofasteVen, Redaktør Emil Bjerring, og han tilegnede Bogen hans Minde. Men detoprindelige smukke og for Bang meget ejendommelige Tilegnelses-forordopbevaredes af Forlagsboghandler Lybecker, der nu har stillet det tilDisposition For denne Minde-udgave].
* * * * *
PAVILLON I.
… _"Er ikke det et af Digterens Maal: at give deres Klage Ord, somaldrig klagede?…."
Til Plejerskerne.
Denne Bog vender kun hjem til det Sted, hvor den fødtes. Dens Fortællinger spiret af en eneste Erindring og den er vokset ved den.
Under Hospitalets lange Nætter uden Søvn stod Døren aaben til den lilleForstue. Derude sad Plejerskerne ved deres Træbord. Lige overforhinanden arbejdede de stille ved det fælles Lys. De vekslede ingen Ord.Men paa én Gang havde de begge paa samme Tid sluppet deres Arbejde ogbegge saá de tavse ind i Lyset med et langt Blik—Øjne, der søgtefjernt, saa fjernt bort, langt bort mod deres Livs ukendteErindringer….
Saadan sad de en Stund med Panderne løftede mod Lyset.
Og over deres Ansigt fløj den samme Skygge af en Vaagnen; en Stønnenkaldte dem og de stod op og stille vendte de hjem til deres Pligt….
Men hine to Kvindeansigter—aa dagligdags Ansigter med bortstrøget
Haar fra lidt kantede Tindinger—var forblevet i en Sygs Erindring ogMaaneder og Aar kom de igen og igen som et Minde, der kaldte paa fler ogfik hundrede Billeder i Følge.
Minder fra Hospitalets tavse Haver, hvor Løvet faldt tyst i tyste Gangeog Byens Støj lød dæmpet hen som fra en Verden, der er glemt; Minder omde mægtige Gaarde, hvor Bærernes hastige Trin døer hen, og om de langehvide Gange, hvor i Skumringen, dækkede af det sidste Lagen, de bringesbort, som har ophørt at lide.
Og Dampmaskinens Støj, hvis Stempel slaar som det uhyre Hus'ustandselige, drivende Hjerte.
Og Dørene, som aabnes og lukkes, tungt; og de Syges uophørlige Tog, derkommer og gaar, og Mennesker, hvis Verden dette er, hvis Liv er her….
Tankerne forfulgte dette Liv. Og Haver og Gaarde og Gange og de Syge iSeng ved Seng og Rekonvalescenters møjsomme Trin, og Lægers Skikkelser,som følger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra Time og til Time—detblev Rammen, flød sammen som Ramme om er enkelt Liv.
Af alt dette Levende skød én Skæbne frem, en Skæbne at gøre levende.
Nu sendes Fortællingen hjem til det Sted, hvor den blev til.
* * * * *
Jeg tænkte saa tit, mens jeg saá de Hundrede, hvis Liv er at pleje og attrøste, at én Ting vel undertiden maatte falde ret tungt. Menneskenekommer her, syge, elendige, de modtager Plejerskernes Hænder, dehelbredes og—de gaar, gaar og glemmer. Og Nye kommer og de lider oghjælpes og gaa